News

Latest from Riderscup

31. July 2016

Kia Lønskov kom, så og sejrede

Dagens to MB-klasser henholdvis MB1* og MB2** blev afholdt trods vand fra oven. I MB1* blev det til en flot sejr til den unge rytter Kia Lønskov, som ikke kun sejrede i søndagens MB1* men også i fredagens LA2** og desuden fik en andenplads i både MB1* fredag og MB2** søndag. Kia Lønskov red en flot runde hvor mulighederne for rytterne var mange – her kunne rides både sikkert, i store og bløde vendinger men for de modige var der også mange muligheder for at skyde genvej og gå efter en lynhurtig tid – dette kom dog til at koste flere ryttere nedrivninger.

 

Lige i hælene på Kia Lønskov på en andenplads blev det den erfarne springrytter Lars Birkedal på hoppen Præstegårdens Ci Ci e. Ci Ci Senjor Ask/ Corlando. Lars indtog desuden også ottendepladsen med Diamant de Solitaire e. Diamant de Revel/ Raffaelli Z. På tredjepladsen blev det Kirstin Skjoldshøj og Cassiopeia e. Carrico/ Solos Landtinus.

 

– Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen forventninger til mine resultater inden jeg tog afsted. Så det er gået over al forventning! Det er ikke rigtig gået op for mig endnu, at jeg har vundet. Lige nu er jeg bare rigtig glad, siger Kia om weekendens ridt.

 

Kia har netop afsluttet to års arbejde, hvoraf det ene har været som rytter hos berider Bjarne Mark i Lemvig. Bjarne er også årsagen til Kias fremtidsplaner om at blive berider, det var nemlig Bjarne der foreslog Kia denne karriere efter blot et år hos ham. Herefter blev hun ansat som rytter indtil nu, hvor hun netop er hjemvendt til Sjælland. Kia leder derfor efter den helt rigtig elevplads som berider i øjeblikket.

 

– Jeg kommer og starter stævner hos Riders Cup fordi der altid er styr på tingene! Det er gode baner, faciliteter og banebyggere. Det er bare et rigtig godt sted at komme og ride, fortæller Kia.

 

I dagens MB2** blev det til en sejr til Anja Kit Andersen og hesten Cotill e. Cormint/ Lorentin I. Her lykkedes det Kia Lønskov at ride sig ind på andenpladsen i en tid på 64,14 sekunder – mindre end et halvt sekund fra Anjas tid på 63,90 sekunder. Tredjepladsen blev erobret af Martin Neergaard og hesten Landlysts Coquett e. Corrado I/Quidam De Revel i tiden 65,97 sekunder. Martin snuppede tredjepladsen fra Kirsten Skjoldshøj og Hecas Catana e. Catoki/ Landor S der landede på en fjerdeplads i tiden 67,30 sekunder. I alt blev det til ni nulrunder ud af 30 starter.

 

Se det fulde resultat af klasserne HER.

Comments